Livet efter en borderline mor

Efter du har indset og erkendt at din mor har borderline personlighedsforstyrrelse eller borderline træk, kan det sværeste være at acceptere at din egen mor muligvis ikke har evnen til at indse, hvilken barndom hun gav dig. Det gør ondt, at hver gang du forsøger at tale med hende om din barndom, så afviser hun dine oplevelser som helt forkerte.

Din mor kan måske beskrive din barndom som helt normal og at hun faktisk var en god og omsorgsfuld mor. Hun kan måske ikke forstå din kritik og måske kan hun ikke huske de eksempler, som du kommer med på hendes humørsvingninger.

Jeg har arbejdet i mange år med patienter med borderline personlighedsforstyrrelse i psykiatrien. Min oplevelse er, at når de bliver meget vrede, kede af det eller på anden vis følelsesmæssigt ustabile, at de rent faktisk ikke kan huske, hvad de har gjort eller sagt. Det er som om den viden ikke lagres i deres hjerne, når de er følelsesmæssigt helt ude i yderkanterne.

Så det kan faktisk være at din mor ikke kan huske episoderne – men derfor skete de stadig. Du skal vide, at du måske ikke vil få din mor til at indse og tage ansvar for de handlinger som hun gjorde. Handlingerne med voldsomme følelsesudbrud virker måske helt fremmede for din mor og for hvordan hun opfatter sig selv – hun ofrede jo sig for dig og var en rigtig god mor. Derfor afviser din mor måske meget bestemt, at hun sagt eller gjort disse ting.

Det kan være en rigtig smertefuld erkendelse. At den undskyldning eller det ansvar din mor burde tage, kan hun måske ikke tage eller give. Du er måske så heldig, at du har nogle andre sandhedsvidner i dit liv – en god barndomsveninde, dine søskende, din far eller andre som kan genkende det du fortæller og måske huske dig på ting, som du selv har glemt.

Det er vigtigt, at have en person som forstår det du har oplevet, som du kan tale med om din barndom for at hele dine barndomssår. Du har brug for at få en samlet fortælling om din barndom, og den kan du ikke få ved at tale med din mor om din barndom. En samlet fortælling kan lære dig, hvilke mønstre du har tillært dig som barn, og også lære dig, hvordan du kan handle anderledes.

Har du behov for en samtale eller et samtaleforløb er du velkommen til at kontakte mig på specialpsykologklinik@gmail.com eller telefon 30911771.

De bedste hilsner Siri Wetlesen

Specialpsykologklinik i Hellerup.

Mindfulness øvelse – selvomsorg

Kære Alle

Efter en periode med stilhed herfra, er jeg nu kommet i gang igen. Denne gang med video blogs med diverse øvelser som jeg anvender i mit terapirum.

Dette til inspiration og til vejledning hjemme for de af Jer, der kan have gavn af det.

Se med her: ‘https://www.youtube.com/watch?v=2QxN-ink-4U

Like gerne min video og sæt dig på som følger, hvis du vil se mere. I kommentatere må du gerne skrive, hvilke andre øvelser du godt kunne tænke dig at jeg lavede en video med.

De bedste hilsner

Siri Wessel Wetlesen