Beskytter du din borderline mor?

Er du vokset op i et hjem med en mor med borderline personlighedsforstyrrelse eller borderline træk? Det kan være utrolig svært at indrømme.

Det kan være, at du har en oplevelse af, at du svigter din mor ved at indrømme, at hun havde en personlighedsforstyrrelse som ødelagde din barndom – nogle af mine klienter kalder deres barndom et helvede. Behovet for at undskylde din mor og prøve at gøre din barndom normal er helt naturlig, specielt hvis du er vokset op med en følelse af du havde ansvar for din mors sindstilstand – hendes humørsvingninger. Beskytterinstinktet kan gøre at du ikke taler om din barndom eller kun gør det meget kort uden at uddybe det du siger. Det kan også være, at du pynter på det. “Hun gjorde jo sit bedste”, “hun var ikke altid et monster”, “hun var også meget stresset og presset, så det var derfor hun råbte og skreg af mig”.

Det kan være svært at indrømme, at du er vokset op med en mor med borderline – både for dig selv og måske endnu mere for andre.

Når det lige så stille begynder at gå op for dig, at din barndom ikke på nogen måde var normal eller kan sammenlignes med andres. Når du læser om borderline træk på nettet eller hører andre fortælle om personer med personlighedsforstyrrelse, begynder du måske langsomt at forstå og undres over den påvirkning din mor har haft på dig og dit liv.

Din oplevelse af smerte, skyld, forvirring og skam er grundlagt i barndommen. Din mors handlinger var sikkert ikke var ment som ondskabsfulde, men de har haft en ødelæggende effekt på dit liv og din udvikling. De har måske ødelagt din evne til at navigere i verden.

Det er kun når du tør kigge på de følelsesmæssige ødelæggelser, du har oplevet, at du kan få mulighed for at fjerne dem i dit liv og finde tilbage til at kunne navigere godt i dit liv.

Har du behov for en samtale så er du velkommen til at skrive til mig på specialpsykologklinik@gmail.com eller ringe til mig på 30911771.

De bedste hilsner Siri Wetlesen

Specialpsykologklinik i Hellerup

Borderline forældre – når kærlighed ikke er nok

Barn-forældre forholdet bliver ofte, med en borderline forældre, organiseret om forældrens behov. I en normal familie vil der være plads til forståelse som barnet som et autonomt og selvstændigt individ med egne behov, ønsker, lyster, styrker og svagheder. I en familie med borderline kan barnet blive mors eller fars behovs-objekt.

“Jeg skulle bekræfte min mor i, at jeg elskede hende allerhøjest i hele verden. Det har ødelagt en del af de parforhold jeg var i, fordi min mor var så omklamrende og havde behov for at mærke min kærlighed endnu stærkere, når jeg havde en kæreste. Det var som om hun var bange for at miste mig”, siger Anton eftertænksomt.

Når du er et barn af en borderline mor, har du sandsynligvis lært at afkode hendes behov og opfylde hendes behov. Hendes behov for validering, sikkerhed, bekræftelse, kærlighed og opmærksomhed. Du bliver trænet i at tilsidesætte dine egne behov. Dine behov er ikke vigtige. Det er din mors behov, ønsker og krav – uanset hvor urealistiske, ustabile eller konfliktfyldte de er.

Hun forsøger måske, ligesom Antons mor, at kontrollere og begrænse din udvikling og styre hvilken retning dit liv skal gå i. Hun blander sig måske i dine valg og sætter spørgsmålstegn ved de veje du vælger at gå, når de ikke stemmer overens med hendes ønsker og behov. Din identitet kan være intimt forbundet til din mors forventninger. Hendes anerkendelse eller afvisning, hendes beundring eller afsky, hendes begejstring eller fortvivlelse.

Måske oplever du, at din kæreste stiller spørgsmålstegn ved din mors indblanding i Jeres liv. Du oplever, at det er din kæreste som tager fejl – for din mor vil jo kun dit/ Jeres bedste.

Måske er du selv træt af hendes behov for kontrol over dit liv. Måske du selv har et ønske om at være fri til at vælge selv?

Vejen til at stole på dig selv og dit eget instinkt kan være lang og du kan få behov for støtte og vejledning i processen.

De bedste hilsner Siri Wetlesen

Psykolog i Hellerup

Specialpsykologklinik i Hellerup

Narcissist, borderline, psykopat – at leve i et parforhold

“Jeg vidste ikke det havde et navn”, siger Anne som har siddet lidt tid eftertænksom i min sofa.

En personlighedsforstyrrelse som borderline, narcissisme, eller dyssocial (populært kaldet psykopat) er alle karakteriseret af, at personen har afvigende adfærd fra normalen, ofte med rigide og indgroede måder at tænke og forholde sig til andre mennesker på.

De kan have problemer med at kontrollere deres vrede og temperament. De kan være impulsive. De kan svinge fra et selvbillede, hvor de kan det hele til et selvbillede, hvor de er det værste afskum, der nogensinde har betrådt denne jord. Hvor ensomheden og frygten for at blive forladt bliver tydelig både i deres handlinger med selvskade eller trusler om det, og i deres over-sødme, hvor de vil gøre hvad som helst for dig, bare du bliver. Det antages, at mellem 6-10 procent af befolkningen opfylder kriterierne for at få en personlighedsforstyrrelses diagnose. 

Når du taler med pårørende – kæreste, børn, forældre, søskende, kollegaer til personer med narcissisme, borderline eller dyssocial personlighedsforstyrrelse, så beskriver de det som en tornado der suser igennem deres liv.  

På dårlige dage følelsen af at blive revet fra hinanden og være dybt forvirret over, hvad der er oppe eller nede, sandt eller falsk. Den totale stilhed, når de står i midten af tornadoen, som både kan være et rart sted at være, men bestemt også foruroligende for, hvornår rammer tornadoen igen? Det sug af spænding og uro det giver, når de er ude af tornadoen og tilbage i den fantastiske omsorg, opmærksomhed og kærlighed som de bliver overøst med efter de har været i tornadoens vold.

Det er drænende dag ud og dag ind at bevæge sig rundt om, ind i, ud af, hvirvlet rundt i tornadoen. Så hvorfor går de ikke bare? Det ville da være det letteste.

Anne kigger på mig. “Jeg kan ikke gå, jeg elsker ham jo. Også selvom jeg føler, at jeg nogle gange er ved at dø følelsesmæssigt i forholdet”. “Når han er i sit gode hjørne, føler jeg mig som verdens heldigste kvinde. Når han er i sit onde hjørne, kan jeg slet ikke genkende ham og tror på det han siger, at det er min skyld, at han bliver sådan”. “Men det er det måske slet ikke?”

“Kan du lære mig at navigere i mit parforhold?” spørger Anne. Og det er det vi går i gang med i samtalerne – hvordan Anne kan navigere i sit forhold og samtidig passe på sig selv.