Ikigai

Ikigai er Japansk og beskriver meningen med livet. Vi kæmper alle for – enten hele livet eller i perioder af vores liv at finde meningen med vores liv. Vi higer efter, at der er noget større end os, eller at vi kan forstå hvorfor vi skal kæmpe, lide, elske eller i det hele taget leve livet – meningen bag det hele.

Nogle finder meningen med livet i religion, politik, forskellige subkulturer i samfundet, hvor de kan dele fælles holdninger til bæredygtighed, hvordan vi bedst passer på vores verden, spisevaner og meget meget mere.

Kæmper du med at finde din mening med livet, kan du bruge Ikigai og sætte ind i diagrammet nedenfor, hvad du elsker, hvad du er god til, hvad verden har behov for, hvad du kan tjene penge på. På den måde kan du skabe dig et overblik over, hvad der er vigtigt for dig. Du kan således skabe den ydre ramme for dit liv. Indholdet kan variere og ændres løbende, men selve målet kan være konstant.

Ikigai er et interessant holistisk selvudviklingskoncept som er nyt i vesten.

Fokus er på, hvad du kan ændre!

Stil dig selv følgende spørgsmål:

  1. Hvad er dine kerneværdier?

Skriv 3 ting ned som du ikke vil gå på kompromis med. Hvad er vigtigst for dig? Du kan med fordel dele det op i, hvad der personligt er vigtigst for dig – dine børn, dit helbred mv. Og hvad der professionelt er vigtigst for dig – andres anerkendelse, din viden, din trivsel? Hvis du ikke kender dine kerneværdier – så vil du dagligt gå på kompromis med dem.

  • Hvad elsker du aller højest?

Spørgsmålet er ment til at du skal mærke efter – hvor er du mest passioneret for? Hvad giver dig mest energi? Hvad kan du lave i timevis uden at blive træt? Hvad kan du taler om i 20 minutter uden at miste tråden?

  • Hvordan er dine sociale forbindelser?

Hvordan er dit sociale netværk? På en skala fra 0-10? Er der noget i din sociale sfære, som du gerne vil fokusere på ? Det kan både være i forhold til nære relationer, hvor du ønsker at de bliver bedre eller anderledes, men det kan også være større sociale ting, såsom at engagere dig i at debatten om klimaændringer.

  • Hvad får du betaling for at lave?

Hvordan afspejler din karriere dine kerneværdier? Giver det dig finansiel stabilitet? Kan du på nogen måde få flere af dine kerneværdier ind i det du laver professionelt?

  • Hvad er du god til?

Den her er rigtig god. Få nogle af dine venner til at give dig feedback på, hvad du er god til. Tænk over hvad du var god til som barn? Skriv selv nogle ting på som du ved, at du er god til.

De 10 regler i Ikigai

  1. Forbliv aktiv og gå ikke på pension
  2. Forlad det at haste igennem livet, og tilegn dig en langsommere tilgang til livet
  3. Spis kun til du er 80 procent mæt
  4. Sørg for at du lever livet med gode venner
  5. Sørg for daglig behagelig motion
  6. Smil og anerkend mennesker omkring dig
  7. Find forbindelsen til naturen
  8. Sig tak til alt det der gør din dag bedre og får dig til at føle dig i live
  9. Lev i momentet
  10. Følg din Ikigai

Har du behov for at få fokus på meningen med dit liv med en psykolog, så er du velkommen til at kontakt mig på specialpsykologklinik@gmail.com eller telefonnummer 30911771

De bedste hilsner

Specialpsykolog Siri Wessel Wetlesen

Lær at ændre din tænkning

Hvorfor er det så svært at ændre ens måde at tænke på?

Jeg møder klienter som hele deres liv har oplevet at verden er dem imod og lige meget, hvad de gør så sker der dårlige ting i deres liv. Deres fokus er rettet mod de dårlige ting der sker og nogle gange er det det eneste de kan se og huske.

Jeg har selv oplevet min portion af dårlige ting , men jeg har ikke et tankemønster som er præget af at verden er et farligt sted og at der kun sker dårlige ting. Jeg ved at dårlige ting er en del af livet, men at livet har meget meget mere at byde på.

Jeg har i de sidste 11 år haft mange tusind mennesker i terapi, og én ting jeg har lært er, at uanset hvad så har du kontrol over én ting.

Du har kontrol over, hvordan du tænker om ting.

Du kan ikke skabe et positivt liv ved at tænke negativt. Negative tanker skaber negative følelser og er grobund for et ulykkeligt liv.

Du er nød til at begynde at øve dig i at tro på, at der findes et godt liv til dig også. Begynd at finde beviser for det gode liv. Øv dig i at lægge de negative tanker i en kasse eller på en hylde. Lad dem passere forbi dig som sæbebobler i vinden. Jo mindre du dyrker de negative tanker, desto mindre indflydelse får de på dit liv.

Det vigtigste er nuet.

At gå og dagdrømme om det perfekte liv og være skuffet over dit nuværende liv gavner dig ikke. Find ud af hvordan du kan ændre dit liv her og nu og få mere af det du gerne vil have i dit liv. Gå ikke og vent på at det pludselig sker. Gør noget aktivt.

Det samme gælder, hvis du har grimme oplevelser fra fortiden. At tænke på dem igen og igen og blive ved med at holde fast i den smerte de vækker, hjælper dig ikke. Det straffer ikke dem, som gjorde dig ondt, at du igen og igen gennemtænker tingene. Det ændrer heller ikke ved, hvad der er sket – det straffer kun dig. Øv dig i at slippe din fortid – igen er det et aktivt valg, som du skal tage hver gang!

At gøre noget nyt, er slet ikke så let som det lyder. Det er svært at komme i gang med at træne, hvis du aldrig har gjort det før. Det er også svært at slippe de negative tanker, hvis du er vant til, at de er en del af dit liv. Det kræver et meget aktivt valg at ændre på dine vaner. Du skal vælge det hver gang og hver dag!

Selvkritik er gift! Du er nød til at anerkende dig selv for at du prøver og at du kæmper for at ændre dine tanker og dit liv.

Livet er smertefuldt, smukt, positivt og inspirerende.  Ved at ændre din tankegang bare en lille smule, sætter du faktisk bølger af positiv forandring ud i verden.

Har du lyst til at få flere inspirerende artikler, så tjek min hjemmeside ud, eller meld dig til min mail-liste og start din vej mod forandring!

Eller book en tid til samtale på specialpsykologklinik@gmail.com eller telefonnummer 30911771 og få det fulde udbytte af den forandring du er på vej mod!

De bedste hilsner

Siri Wessel

Specialpsykolog og specialist i kognitiv terapi ved www.specialpsykologklinik.dk

 

Et Smukt Sind

Ekstraordinære mennesker som opfinder nye banebrydende teorier eller ting har til alle tider vakt vores fascination og beundring.

Hvad er det de har, som gør at det lykkes dem at nå dertil? En særlig begavelse? Held? Vedholdenhed? Eller noget helt fjerde?  Jeg vil i det følgende afsløre, hvad de har som er forskelligt fra, hvad mange almindelige mennesker har.

Jeg sad den anden aften og så filmen ”Et Smukt Sind” om matematikeren John Nash som opfandt spilteorien. Spilteorien var med til at ændre hele verdens forståelse af de faktorer, der styrer begivenhederne i komplekse systemer i hverdagslivet. Hans teorier bruges i dag inden for bl.a. økonomi, kunstig intelligens, militær og politik.

I filmen troede John Nash på, at han kunne opfinde en ny banebrydende teori. Samtidig var der mennesker omkring ham, som troede på ham og hans projekt. Mennesker som gav ham en chance for at arbejde med sin drøm og som bakkede op om hans idéer.

Forestil dig at John Nash havde været omgivet af mennesker, som ikke troede på ham. Eller at han ikke troede på sig selv. Konsekvensen havde sandsynligvis været, at han havde opgivet sit projekt eller at han ikke havde turdet fremlægge sin idé for andre, af frygt for at den ikke var god nok.

Vi lærer at tro på os selv ved at andre tror på os. Når andre bakker op om vores tanker og projekter, får vi en større følelse af, at vi er på rette vej og det giver os energi til at fortsætte.

Da andre begyndte at udtrykke deres tvivl om hans projekt, valgte han at knokle hårdere. Han arbejdede hårdt for at opnå, det han drømte om. Han kunne have valgt at give op. Han kunne have valgt at give andre skylden for at hans store banebrydende idé ikke dukkede op. Det gjorde han ikke. Han valgte, at hans liv var hans ansvar. Han var både vedholdende, særlig begavet og var med til at skabe sit eget held til at projektet lykkedes.

Han havde sikkert fra begyndelsen en intern tro på sig selv, som jeg kan forestille mig er opbygget i samspil med mennesker omkring ham. Denne interne tro på dig selv er vigtig for, hvilke muligheder du oplever, at du har i livet.

Jeg har siddet med flere klienter, som bliver begrænset i deres liv, da de tænker at der er ting som de ikke kan opnå. At de ikke er smukke nok, kloge nok, sjove nok eller har andre begrænsninger. De skaber deres eget fængsel via deres tanker. Nogen mennesker er slet ikke klar over de begrænsninger, som de sætter for sig selv.

De er ikke klar over at deres selvforståelse og forståelse for verden faktisk er med til at skabe det liv de har. De kan fristes til at give ydre omstændigheder skylden for deres liv. ”Jeg havde jo ikke de samme muligheder for andre”, ”Jeg voksede op i et dårligt miljø” mv. Nogle af tingene er faktuelle – det er reelt at det er sådan du er vokset op, men du vælger selv i dag, hvordan det skal påvirke dit liv her og nu.

Du vælger ikke hvad der sker i dit liv, men du vælger hvordan du reagerer på det der sker – om du bliver ved med at kæmpe eller om du giver op. Du kan lærer, at når der opstår problemer i dit liv, så kan du tage ansvar for problemerne og ikke sætte dig ned og give andre skylden og ansvaret for at løse dine problemer.

Du er ansvarlig for dit liv og de ting som sker i dit liv – også selvom det ikke er din skyld de problemer som du har i dit liv – så er det dit ansvar at løse problemerne.

At du hele dit liv fx har fået at vide, at du ikke dur til noget og aldrig vil blive til noget, er ikke din skyld. Men det er dit ansvar at gøre noget ved det, når du bliver klar over, hvad du tænker om dig selv og de begrænsninger som det sætter for dit liv og dine muligheder.

Du vælger at læse dette. Du vælger at tænke over og tage stillig til om jeg har ret i det jeg skriver.

  • Du vælger, hvordan du opfatter ting.
  • Du vælger, hvordan du reagerer på ting.
  • Du vælger, hvad der skal være i dit liv og hvad der ikke skal.

At give andre mennesker skylden for din situation, vil ikke få dig ud af situationen. Det vil derimod låse dig fast i følelser af vrede, svigt og sorg. Det vil hive energien ud af dig. Det vil flytte dit fokus fra nuet til fortiden – hvorfor-tanker, hvad kunne jeg have gjort anderledes mv.

Ved et psykologforløb hos mig, vil du få indsigt i dine overbevisninger om dig selv og verden. Hvordan dine tanker om dig selv og verden er med til at forme dit liv og sætte begrænsninger for, hvad du opnår i dit liv. Jeg kan lære dig at ændre på dit billede af dig selv, så du kan komme videre med dine banebrydende planer for dit liv.

De bedste hilsner

Siri Wessel

Specialpsykolog

Overskudsmenneske

Jeg bliver ofte kaldt et overskudsmenneske – en person som har overskud til mere end de fleste, men det har jeg ikke altid været!

Jeg har været hende, der helst lå på sofaen efter arbejde eller skole og kiggede på tv. Hende der havde brug for ro til at finde mit overskud – troede jeg. I årevis var jeg den pæne pige, som gjorde, hvad andre syntes, at jeg skulle. Jeg havde virkelig svært ved at sige nej. Jeg havde intet overskud til det, der var vigtigt og det gik ud over mig selv og mine nærmeste.

Jeg bildte mig ind, at når jeg havde rundet det næste hjørne, så kom overskuddet automatisk. Jeg skulle bare lige hen til weekenden, bare lige have lidt ferie fortalte jeg mig selv… Det kom bare aldrig – det overskud. Jeg fik aldrig nok ro eller hvile til at mærke overskuddet.

Langsomt begyndte det at gå op for mig, at jeg havde grebet det helt forkert an. Jeg havde gået og ventet på at overskuddet skulle komme, i stedet for aktivt at søge det, der gav mig overskud.

Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad der skulle ændres i mit liv. Jeg har lært at sortere det ud, der dræner mig for energi og fokusere på det der er vigtigt for mig – det der giver mit liv indhold. Tro mig det er ikke nemt.

Der er to basis motivationer i livet: Frygt og kærlighed. Når vi frygter, trækker vi os tilbage fra livet. Vi går i stå og det dræner os for al vores energi. Når vi er forelskede, så åbner vi os op til alt som livet har at byde på – passion, begejstring og accept og et overskud af energi. Forestil dig et liv, hvor hovedingrediensen er kærlighed. Kærlighed til dig selv. Kærlighed til andre. Kærlighed til det du laver og til selve livet! Forestil dig den energi du kan få ved den tilgang til livet!

Du skal lære at elske hele dit liv for at kunne shine og blive et overskudsmenneske.

I dag vælger jeg aktivt at dyrke overskuddet – dyrke kærligheden. Jo mere jeg oplever, at jeg kan vælge kærligheden til, desto mere kan jeg. Det har ikke været en nem rejse, for det betyder også, at jeg er nød til at slippe hende den pæne pige – som jeg jo egentlig havde vænnet mig til og rigtig godt kan lide.

Beslut dig for hvad der er vigtigt i dit liv. Find det der giver dig energi og hiv dig selv ud af frygten og hen imod kærligheden til livet og dig selv.

De bedste hilsner

Siri Wessel